søndag den 15. april 2012

Meget fjollet, men velfungerende komedie


Kodeordet er fjollet i Sajid Khan komedie Housefull 2. Det er en forvekslingskomedie med forveksling på, fuld af filmreferencer og overdreven brug af langt ude planer om at narre folk. Det hele ender selvfølgelig med et bryllup. Men absolut ikke et almindeligt et af slagsen – et forvekslings-, skuddrama-, falden på halen-komedie-et af slagsen.

Hindikomedie. Allerede dér plejer jeg at stå af. Men når nu filmen var i biffen, tænkte jeg ”Hva’ fa’en, hvor slemt kan det være?!” Og det viste sig slet ikke at være slemt. Jeg var utrolig godt underholdt i de 2 ½ time, filmen tordnede hen over det store lærred i Albertlund bio.

No animals were injured
”Shooting was done abroad and no animals were injured”. Når en film begynder på denne måde, så ved man, at det nok skal blive fedt. Vi er i London, nærmere bestemt i et cirkustelt, hvor to af vores kvindelige hovedpersoner Henna (Asin) og Bobby (Jacqueline Fernandez) bliver præsenteret. De arbejder for at sikre dyrerettigheder, og så er de selvfølgelig ærkefjender. Det giver god mening, at de er ærkefjender, for det viser sig, at deres forældre også hader hinanden, skønt de er i familie og bor klods op ad hinanden.

Her er de to familier, der hader hinanden. Fædrene spilles af de to tyksakke Rishi og Randhir Kapoor, der i virkeligheden er brødre og spiller sammen for første gang.

Men det der med dyrerettigheder, er straks sværere at se pointen i. Men det skal man heller ikke. Denne film er nemlig en film, hvor kun dem, der er allerbedst til at gemme den kritiske sans væk, kan more sig. Og det er absolut ingen kritik af filmen, men måske snarere af folk, der kritiserer film som Housefull 2 med korslagte arme og et udtryk i fjæset, der siger: ”Den her film er jo totalt urealistisk og folkekomedieagtig fjollet.”

En pyton i skridtet
Og netop folkekomedien og falden på halen-komedien kan spinde guld af to kvinder, der elsker dyr og har hhv. en kæmpepyton og en alligator som kæledyr, som kan bruges til at straffe selvsikre bejlere. Det har intet med handlingen at gøre, men det gør ikke noget.

Der bruges også det gamle trick med at spole filmen hurtigt, for at gøre noget morsomt, samtidig med at filmen er fyldt med ”dyt”, ”boing” og ”pift”-lyde, for at ingen skal være i tvivl om, at nu er det humor. Ja, sådan noget er virkeligt plat, men samtidig med denne ekstreme plathed er der en intensitet og en energi, så man må overgive sig. Det gjorde jeg i hvert fald, og der er ingen tvivl om, at min sidemand heller ingen problemer havde med at tilsidesætte sin kritiske sans, for hans latterudbrud rungede konstant i salen.

De fire fyre bærer filmen
Det var især de fire mandlige hovedroller, der gjorde filmen værd at se. Akshay Kumar, John Abraham, Shreyas Talpade og Ritesh Deshmukh var super! Især John Abraham virker, som om han har fundet sin form. Jeg kunne rigtig godt lide ham i Deepa Methas Water (som på ingen måde er bollywood), men ellers har jeg kun set ham i elendige roller i elendige film (Dhoom, Kaal og Zinda – sidstnævnte er en rigtig dårlig kopi af det sydkoreanske mesterværk Oldboy). Men her sammen med de tre andre er han rigtig god. Akshay Kumar fik åbenbart sit store gennembrud med Housefull (2010). Selv har jeg kun set ham i Singh Is Kinng fra 2008, hvis mest imponerende element var, at de havde fået Snoop Dogg til at synge rulletekstsangen. Talpade og Deshmukh kender jeg ikke, men når man kigger på deres track record på imdb, siger det vist mere om mig end om dem.

Chaplin-agtig humor med sang og dans
Af årsager jeg ikke kender til, er inderne vilde med en Buster Keaton- og Charlie Chaplin-agtig humor. Næsten alle bollywoodfilm indeholder naiv og klovnet humor, og jeg synes ikke altid, det fungerer. Men det gør det i Housefull 2. Derudover er der kung fu-inspirerede slåskampe, usandsynlig mange lussinger og en bryllupsarrangør, der taler hindi med italiensk accent. Det hele er selvfølgelig krydret med sang og dans, og især den første ”Papa toh Band Bajaye” er rigtig flot. Påklædningen er bedste 50’er-stil med farverige jakker, slips, briller og hatte. Det er koreograf Farah Khan, der er på spil her. Når man sammenligner med hendes fantastiske koreografi i film som Dilwale Dulhania Le Jayenge, Dil Se.., Monsoon Wedding, Kabhi Khushi Kabhie Gham..., Kal Ho Naa Ho, Paheli og Om Shanti Om er koreografien i Housefull 2 ikke imponerende, men ”Papa toh Band Bajaye” kommer tættest på.

De fire fyre Ritesh Deshmukh, Akshay Kumar, John Abraham og Shreyas Talpade

http://www.youtube.com/watch?v=Jvsgnk8lmn0

Genreforventninger
Men som jeg så ofte før har fablet om, så er genreforventninger vigtige, når man ser film. Og Housefull 2 er ikke det klassiske larger than life-melodrama, men en komedie med action, forviklinger og venskab. Det er de præmisser, filmen skal ses på. Og kan man det, så er her en lille guldgrube af absurd hindikomik.

Se traileren:
http://www.youtube.com/watch?v=mBKuW-cUK4g

Se mere om bollywood i biffen:
http://desiworld.dk/

søndag den 1. april 2012

Ra.One – genren er ikke science fiction, men masala!


En megaskurk fra et computerspil træder ud af spillet og dræber alle på sin vej i jagten på en lille dreng. En kvinde skriver en bog om, hvordan man omskriver alle kvindenedgørende bandeord om til mandenedgørende, og en penispiercing skaber ude-af-kontekst homoerotisk ’komik’. Årets science fiction-film. For børn. Nej, for voksne. Nej…

I går aftes fik jeg endelig set Ra. One – Shah Rukhs seneste science fiction-actionbrag. Godt nok 5 måneder efter premieren, men som du nok har opdaget, er det ikke altid de nyeste film, jeg anmelder. Nå, men efter at have set teasere, trailere og andet fantastisk pr-materiale i et halvt år op til premieren, var jeg virkelig spændt på Indiens nye stil inden for genrefilm – action og science fiction.

http://www.youtube.com/watch?v=yCtcNKb5RzA

Jeg havde ikke læst noget om filmen, så jeg vidste kun, hvad traileren havde vist: mega-action, science-fiction og superfede effekter. Det viste sig dog også at holde vand. Handlingen derimod…

Find og tilintetgør Lucifer
Shekhar (Shah Rukh Khan) udvikler computerspil, og på trods af hvad der ligner en fantastisk karriere (kæmpe huse i hhv. London og Mumbai, biler og privatskole til sønnike), så synes sønnen Prateek (Armaan Verma) ikke, at hans far er cool. På Prateeks opfordring udvikler Shekhar et spil med den ultimative skurk Ra.One, og sønnen synes nu, hans far er cool. Og da spillet udgives, bliver der ikke sparet på festlighederne i firmaet. Mens alle drikker, danser og synger – det er selvfølgelig Shekhar og hustruen Sonia (Kareena Kapoor) der står i spidsen – har Prateek (hvis screen name er Lucifer) fået lov til at prøve spillet, og af årsager jeg ikke forstod, bliver Ra.One bragt fra spillet og ud i virkeligheden (uden nogen opdager det), og nu er det så er hans mission at finde og tilintetgøre Lucifer.

Fra sangen "Chammak Challo" sunget af Akon

Taxabøller og tamilsk Megastar
Det siger sig selv, at Ra.One skal destrueres og hvem bedre til at gøre det end spillets helt G.One, der nu også bringes til live. Efter et par hæsblæsende, og meget velproducerede jagt- og kampscener i London, går turen til Mumbai.

Og her kommer så et af filmens absurde scener. De er ikke mere end lige kommet ud af lufthavnsbygningen, da de bliver truet af en flok lokale taxachauffører. Efter at G.One har kastet rundt med de lokale taxabøller, som selvfølgelig alle er udstyret med sværd i alle afskygninger, suser en bil med nummerpladen ’Superstar’ ind på pladsen foran lufthavnen. Bilen er selvfølgelig magnetisk, så alle våbnene havner henne på bilen.

Og det lader til, at bilens fører ikke er hvem som helst: Bøllerne er tydeligvis rædselsslagene for ham, og da han har sat sine sorte Nike-støvler solidt på jorden, stikker alle af. Og så stiger selveste Megastar ud af bilen. Altså skuespilleren Rajnikanth også kaldet Megastar. Og her set det ud til, at han spiller sig selv, for alle på pladsen genkender ham og hilser ærbødigt med sammenklappede hænder (dog kalder de ham Superstar og ikke Megastar).

Men hvad er nu det?! Megastar spiller alligevel ikke sig selv, men robotten Chitti fra Megastars egen tamilfilm Endhiran. Så her har vi altså både en reference til virkelighedes stjerne samt til en fiktiv figur i en tamilfilm. Chitti og G.One har en lille solbrille-battle, og så er den scene er færdig!

http://www.youtube.com/watch?v=l2RPAk2Tipw

I modsætning til den netop beskrevne scene, kan jeg godt lave overgange, og Megastars pludselige tilstedeværelse bringer mig videre til det faktum, at det lader til, at familien Shekhar er fra Tamil Nadu. Jeg forstod aldrig, hvorfor de skal forestille at være tamilere, når de taler hindi, men sådan er der så meget.

Fremtid møder fortid
Som så mange andre science fiction-film møder fremtiden fortiden. Her møder moderne teknologi den indiske mytologi. Ra.One (udtales Ravaan) repræsenterer selvfølgelig antagonisten Ravaan i den store hindumytologi The Ramayna. G.One (udtales jeevan, der betyder ’liv’ på hindi) er selvfølgelig den perfekte helt, der kæmper bravt for at redde Prateek.

Science fiction? Action? Masala!
Men tilbage til det der med, hvem der egentlig er målgruppen for denne film. Jeg synes, traileren lagde op til en film, der ikke var en børnefilm, men Ra.One havde (mange!!) scener, der hørte til i en børnefilm. Til gengæld var der også scener, der bestemt ikke havde børn som målgruppe. Så var der også den sædvanlige falden-på-halen-komik, det romantiske plot samt tåbelig homoerotisk ’komik’. I begyndelsen af filmen var også en ret pludselig reference til klassikeren Kuch Kuch Hota Hai, så jeg må konkludere at på trods af, at jeg havde fået indtryk af, at Indien var begyndt at lave hardcore genrefilm, så er Ra.One masala med action, kærlighed, sang og dans, cameos, børn, gamle, modernitet og traditioner. Hvis du har det i tankerne, når du sætter Ra.One på, så er det en action-packed film, der med sine absurditeter og barnlige elementer er ret underholdende